’Accountability’-bølgen, der skulle stille lærerne til regnskab for deres undervisning, kom også meget belejligt. Nu skulle lærerne levere varen. Nu skulle der styres efter mål og evalueres efter output. Danmark skulle i top fem i Pisa.

Mange politikere begyndte godt sekunderet af positivistiske forskere at mene, at det var gammeldags med lærernes metodefrihed. De begyndte at tale dårligt om ’den privatpraktiserende lærer’, og de argumenterede med, at læreres undervisning blev styret af tilfældigheder.

Nogle forskere udnævnte endda lærernes subjektivitet og metodefrihed til at være et hovedproblem i skolen.

I en årrække har undervisningen i folkeskolen derfor været spændt inde mellem målformulering og evaluering. Det har betydet en uhensigtsmæssig bureaukratisering af undervisningen og en standardisering af metoderne, men det har også svækket lærernes faglige selvtillid og tilsidesat deres dømmekraft.

Styringen har slået fejl

Nu viser det sig, at eleverne opnår dårligere faglige resultater, og at trivslen ikke er forbedret. Hele styringen har slået fejl. Det har skolereformens følgeforskning og resultaterne af de nationale test for folkeskolens elever vist.

Flere elever forlader folkeskolen til fordel for andre skoleformer. Det er svært at rekruttere nye lærere. Flere og flere vikarer varetager undervisningen, og elever har større sygefravær end tidligere. Det er et nederlag for hele styringstankegangen, og den må tænkes om. Det har også Socialdemokratiet indset.

Men er løsningen, at skolerne får mere frihed?

At skolerne nu har udsigt til mere frihed betyder, at skolelederne kan vælge lokalt tilpassede løsninger, men også at de kan tilpasse skolens ydelser efter kommunens og skolens eget økonomiske niveau. Det er både godt og skidt. Godt, fordi alle skoler er forskellige. Skidt, fordi presset på kommunerne for at hæve budgetterne svækkes.

Men der er et andet aspekt af frihed i skolen, der måske er vigtigere. Det har bare ikke i samme grad politikernes bevågenhed. Det drejer sig om lærernes professionelle friheder.

Lærerne bør nemlig også have mere frihed, for det er dem, der underviser og derfor har nøglen til skattekisten med viden, kultur og etik. Det er læreren, der kender de enkelte elever. Det er læreren, der i kraft af sit fag og sin professionalisme kan motivere og skabe forståelse for fagenes og emnernes gyldighed.

Politikerne har ikke været opmærksomme på, at lærerne har mistet faglig selvtillid, engagement og autoritet blandt andet på grund af for mange bureaukratiske og styringsmæssige bindinger på deres arbejde.

Metodefriheden er ganske vist ikke en frihed til hvad som helst. Lærerne skal arbejde sammen, og de skal arbejde efter skolens og fagenes formål og de såkaldte ’fælles mål’.

Men den er en central forudsætning for, at lærerne kan udøve deres fag. Allerede for mere end 200 år siden var der skolefolk, der var klar over det. Grundtvig sagde, at skolen udtrykker ’det frieste af alle forhold, da undervisningens held ustridigt beror på lærers og lærlings vilje’.

KL og Finansministeriet tog fejl

Metodefriheden er begrundet i, at alle elever og lærere er forskellige. Den fik skærpet betydning med den såkaldte undervisningsdifferentiering, der blev indført med 93-loven, og afgørende betydning med inklusionsloven i 2012. Fra 2012 er eleverne blevet mere forskellige og mangfoldige.

Derfor er det helt uforståeligt, at metodefriheden gradvist og i det skjulte er blevet indskrænket.

Det var den velorkestrerede kampagne mod ’den privatpraktiserende lærer’, der kompromitterede metodefriheden, og KL udnyttede kampagnen til stort set at afskaffe den individuelle forberedelse i 2013-14. Nu skulle lærerne udelukkende arbejde i teams.

Sådan var tankegangen hos politologer og økonomer i Finansministeriet, KL og de kommunale forvaltninger. De troede, det var mere ’produktivt’. Deri tog de fejl.

Det er desuden malplaceret at tænke produktivitet i børneskolen. Økonomien er et redskab. Ikke et mål. Det er eleven, der er målet. Skolen. Undervisningen. Dannelsen til menneske og borger.

Lærernes frihed er ikke bare frihed fra nationale test, elevplaner og bureaukrati. Det er en frihed til noget. Det er en professionel frihed, der skal sætte lærerne i stand til at undervise med nærvær og kvalitet.

At lærerne får mere frihed betyder, at deres fag, pædagogikken og didaktikken, kan komme i arbejde.

Da lektor i filosofi Jørgen Husted var med til at formulere lærernes professionsideal i 2002, sagde han: »Vi havde aldrig haft en Newton eller en Einstein uden metodefriheden.«

Professionsidealet er stadig gældende, og Anders Bondo nævnte det så sent som i sin afskedstale på Danmarks Lærerforenings kongres i 2020. Sammen med folkeskoleidealet fra 2018 udgør det foreningens forestilling om kernen i lærerarbejdet.

Der har altid været kamp om metodefriheden, fordi den har været svær at inddæmme i en styring.

Og striden fortsætter. I lærernes professionsideal står der bl.a. i afsnit IX: »Læreren vil værne om sin metodefrihed, hvad angår undervisningens tilrettelæggelse og udførelse og efter bedste evne selv løbende vurdere og korrigere sin undervisning.«