Bag om forlaget FJORDAGER
Fjordager er en virkelig lokalitet, som ikke findes på landkortet. Kun ganske få kender den. Jeg har selv boet i Fjordagerområdet nordøst for Odense i mange år. Mit arbejde har jeg haft på skolen i Agedrup, mens jeg boede i Seden og siden Munkebo. Fjordager Kommune eksisterede i fire år efter sammenlægningen af de små kommuner, Agedrup, Seden og Aasum, til en lidt større.
Diget ved Bullerup Strand, der adskiller fjorden fra ageren.
Forankring i det lokale
De små kommuner slog pjalterne sammen for at undgå at blive underlagt storkommunen Odense, og noget skulle den nye kommune jo hedde. Men det holdt kun til 1970. Så var det slut. Med kommunalre-formen blev Fjordager Kommune og dermed Agedrup ”indlemmet” i Odense. Det var ikke helt frivilligt.
Mit lokale engagement i området omkring Agedrup, hvor jeg var lærer 1980-2014, er det ene forankringspunkt i forlagets aktiviteter. Siden 1994 har jeg været redaktør for lokalbladet Agedrup Rundt, der drives af skolen, beboerforeningen og kirken. I 2011 udgav forlaget ”Agedrup Krøniken” af områdets mesterfortæller, lærer Ib Holdt.
Forankring i pædagogikken
I begyndelsen af 1990’erne var det gået op for mig, hvad der var i gang med at ske med folkeskolen, og det var ikke lutter lagkage. I 1996 udgav jeg den kritiske debatbog ”Folkeskolens krebsegang - befri læreren” på Forlaget FJORDAGER, som jeg havde oprettet for at kunne udgive egne bøger. Den lavede jeg i samarbejde med Niels Chr. Sauer, Holger Henriksen og Ebbe Kløvedal Reich. Bogen solgte godt. Hele oplaget på 1200 blev solgt. To år senere udgav jeg ”Folkeskolens potemkinkulisser - et kulturkritisk modspil” med omtrent den samme personkreds bag udgivelsen og et lidt større oplag. Det blev en bragende succes. Oplaget blev revet væk, men jeg syntes, det var for risikabelt at optrykke et nyt. Jeg havde jo kone, børn, hus og bil.
Elever, der i natur/teknik eksperimenterer med at få ting til at svæve
Fra Det alternative Sorømøde. Her er det Alexander von Oettingen, der på mødet fik tildelt Holger Prisen. Den gives til en person, der i særlig grad har bidraget til at hæve kvaliteten i debatten om skole og pædagogik.
Siden har jeg med mellemrum og job på nedsat tid drevet et forlag for undervisningsmidler og lavet PR for fynske skoler, haft en fast spalte i Folkeskolen, der hed ”Overlærer von Schlendrian”, udgivet et pædagogisk magasin, som hed ”OPINION - terrængående magasin for skolefolket”, arrangeret Det alternative Sorømøde og været med til at etablere og drive SOPHIA, tænketank for pædagogik og dannelse - og altså haft mit eget slumrende forlag, som siden 2010 er vakt til live igen!
Forlaget FJORDAGERs juridiske oplysninger
Fjordager Tekst & Reklame I/S CVR: 13821100 |
Hulvejsbakken 21 5330 Munkebo |
Mail: erik@fjordager.com Telefon 6610 7575/ mob. 2026 1952 |